Virtuel Dialogkaffe en succes

21. april 2020

Hvordan kan man fastholde den løbende dialog med forældre og værger, når man ikke kan mødes fysisk? Midtjysk Efterskole tog teknologien til hjælp og arrangerede et virtuelt kaffemøde. Uden kaffe.

Midtjysk Efterskole holder flere gange om året Dialogkaffe-møder med forældrene for at samle op på livet på skolen og drøfte aktuelle spørgsmål. 

- Vi insisterer på at holde tæt kontakt med vores forældre, og dialogmøderne er et godt omdrejningspunkt for det. Her kan forældre møde hinanden og os, og vi kan udveksle synspunkter og nyttige informationer, siger forstander Bo.

Men da skolen er lukket, var det ikke muligt at afholde et fysisk møde. I stedet blev det afviklet over nettet. Bænket ved hver sin computer ude i hjemmene - med eller uden kaffe - kunne forældrene høre forstander og viceforstander fortælle om livet på skolen i en tid, hvor eleverne er hjemme. Det giver helt naturligt nogle særlige udfordringer, både for eleverne, for forældrene og for lærerne.

En god idé

Flere end 100 forældre koblede sig op, og en del gav via den efterfølgende chat udtryk for, at det faktisk ikke var så dårligt med et virtuelt møde. Så kunne man deltage uden at skulle køre langt i bil.

- Vi var glædeligt overraskede over, at så mange valgte at følge med, siger Bo efter mødet, som varede en times tid.

På chatten blev der også spurgt ind til, om skolen kan nå at gennemføre nogle af de højdepunkter, der plejer at ligge om foråret. Galla, bryllupsweekend, Kulsøtur, linjeuge og så videre. Det helt store spørgsmål, og det eneste, som skolen ikke kunne svare på, var selvfølgelig, hvornår? 

- Vi håber og beder til at det kan ske snart, så vi kan lave efterskole med turbo i den sidste tid, sagde Bo og tilføjede, at de mange aktiviteter vil blive forsøgt afholdt blandt andet ved at tage nogle af de forlængede weekender i brug.

 

 

 

 

 

Virtuel Dialogkaffe

Dialogens Vej er under ombygning. Forstander og viceforstander holder webinar med forældre fra en mennesketom skole.

Læs flere gode historier om Midtjysk Efterskole