Åbent hus uden stress

17. november 2023

Det kan være stressende i sig selv at besøge efterskoler for at finde den rigtige. Midtjysk Efterskole har indført booking for at undgå for mange besøgende på én gang. Og det virker.

Mange familier, som har besøgt en til flere efterskoler, og har oplevet at blive helt overvældet af de mange mennesker, og måske lange ventetider til en samtale. For at komme det fænomen til livs, har Midtjysk Efterskole indført en system, så man kan bestille tid i forvejen.

På Efterskolernes Aften møder vi blandt andre familierne Kelstrup og Svarre fra henholdsvis Billund og Funder. De mener samstemmende, at det er en god idé med booking.

I ro og mag

Far og mor Kelstrup har tre drenge trip trap træsko, og det er første gang, de besøger en efterskole. De har oplevet en super rundvisning, og har specielt været optaget af værelserne, klasseværelserne og hallen. Og så synes de, at det har været godt med god tid til spørgsmål.

- Eleverne, som har vist rundt, har været super engagerede, positive og med en god energi, synes familien, som ikke fandt det svært at booke tid.

- Det er en god idé for os, og det giver jo også skolen en mulighed for at afstemme forventningerne og tilrettelægge aftenen, så den kan afvikles i ro og mag, mener far Kelstrup.

Mindre stimlen sammen

Og netop det, er baggrunden for at indføre booking. Det var oprindeligt under Corona-tiden, at skolen havde behov for at undgå for megen stimlen sammen.

Men det viste sig hurtigt, at booking-systemet giver en langt mere jævn fordeling af gæster i løbet af dagen eller aftenen.

- Før kunne der opstå spidsbelastninger, hvor gæsterne stod på nakken af hinanden, og det var umuligt at vide, hvilke tidspunkter, der ville være mest pres på. Så ikke alle fik den personlige kontakt, som vi sætter så stor pris på, siger forstander Bo Thorup.

Han noterer sig, at gæsterne tilsyneladende også sætter pris på den mere rolige afvikling for andelen af besøgende, som ender med at melde sig ind, er procentuelt større, end den var før.

Kom for sent

Familien Svarre fra Funder ved Silkeborg kan ganske vist for sent til den bookede tid, men de fik alligevel en 'hyggelig og afslappet' aften, som de selv siger.

- Det nytter jo ikke at der kommer 100 familier på én gang, mener de, og kan godt se det fornuftige i at forsøge at planlægge besøgene.

Med tidligere to drenge på Midtjysk ved familien godt, hvad skolen står for. Men nu er det lillesøster Almas tur, og hun skal selv træffe beslutningen om, hvilen efterskole, hun vil på. Når den tid kommer.

Det er først om nogle år, men det er godt at være ude i god tid, mener familien. Vel vidende, at Midtjysk Efterskole har ventelister for de kommende skoleår.

Noget for dig? Tilmeld dig her til næste åbent hus.

 

Besøg uden stress

Det kan vær en stressende oplevelse at besøge en efterskole. Midtjysk har indført booking for at undgå for mange besøgende på én gang. Og det virker. Billedet er fra skolens teaterundervisning.

Hvordan er det at have et barn på Midtjysk

Forældre til elever på Midtjysk kommer også på arbejde. Hør, hvad en række forældre har oplevet.

Læs flere gode historier om Midtjysk Efterskole