De lange aftner bliver korte

Aftenerne er elevernes frirum, og det kan føles tomt, hvis tankerne smutter på langfart til hjemmet, kæresten, hunden. Men selv om intet er planlagt, er der alligevel en plan. Den er, at der altid skal være en aktivitet eller et hyggested, hvor man kan slutte sig til.

- Om aftenen tilbyder vi forskellige aktiviteter alt efter, hvilke lærere, der er på arbejde. Men også efter, hvad vi kan mærke, at eleverne har behov for, siger lærer Jane Lerche Homann.

Hun har ofte aftenvagter, og har bemærket, at mange af eleverne på holdet er meget dygtige til at hjælpe hinanden. (Artiklen fortsætter under citaterne)

Klip fra dagbogen :

Onsdag aften: "Vi har haft en meget fin aften. Rigtig mange var i opholdstuen til brætspilscafe/tv/bordtennis. En god flok var nede til fitness/spinning/styrke og nogle var i svømmehallen til lege og Grønlændervendinger."
Torsdag aften: "Ovenpå en rigtig fin eftermiddag havde vi også en god aften. Nogle var i musik, nogle i kunst, og nogle kørte spinning og var efterfølgende til “The-selskab” i kunst med en flok piger og en enkelt dreng. Aften sluttede med obligatorisk aftensang på trappen."

- Hvis nogle døjer med hjemve, eller ikke rigtig har fundet nogen at følges med, inviterer eleverne på eget initiativ hinanden med ind i aktiviterne. Det er meget dejligt at opleve, siger Jane.

Hun har også bemærket en tydelig forskel på den første mandag aften og den anden. Første mandag var der en meget afdæmpet stemning, alle stod pænt i kø og alle lyttede, når lærerne sagde noget. Anden mandag var der allerede langt mere gang i den, og læreren skulle hæve stemmen noget mere.

- Eleverne begynder at opføre sig som om, de har været her altid. De træder også i karakter - nogle mere end andre, siger hun.

Mangfoldighed folder sig ud

Aftenerne er også der, hvor mangfoldigheden både i elevflokken men også i skolens tilbud, folder sig ud. Mange elever får lyst til at prøve nogle af linjefagene, nogle vil for eksempel prøve at spille musik, selv om de aldrig har spillet før.

En aften var der mange, der spillede fodbold udenfor, mens 25 piger fandt sammen i kunstlokalet, andre så en film og atter andre spillede spil i opholdsstuen. 30 drenge til mindfullness har også været et syn, som efter alt at dømme vil komme til at gentage sig.

- Vi prøver at sørge for, at der hele tiden er steder, hvor man kan slutte sig til, siger Jane.

 

 

 

Aftenaktivitet

Aftenerne på Midtjysk er elevernes frirum, hvor tilbuddene om aktiviteter nærmest står i kø.

Jane

Eleverne er dygtige til at invitere hinanden ind i deres aktiviteter, mener Jane Homann, som har haft fornøjelsen af flere aftenvagter allerede.

Læs flere gode historier om Midtjysk Efterskole