Hurtigt tilbage til hverdagen

Alle glæder sig til at komme tilbage på skolen. Men glæden og forventningen kan også være blandet op med en god del bekymring og usikkerhed. Alle elever bliver indbudt til en individuel samtale, inden starten på det 'nye' efterskoleår.

- Efter to en halv måned, hvor man selv har kunnet styre sin hverdag, venter nu en ny hverdag, som man skal dele med andre. Og selv om det er en kendt hverdag, kan udsigten godt være skræmmende.

Det siger viceforstander Helle, som her giver nogle gode råd til, hvordan elever og forældre kan håndtere genåbningen.

- De fleste har oplevet ensomhed og savn ved at være derhjemme, og ser nu frem til atter at vende tilbage og indkassere resten af efterskoleåret. Men mellem glæden og begejstringen kan der også opstå tvivl. Hvordan bliver det nu at skulle dele hverdagen med 135 mennesker, er vennerne der stadig, vil jeg stadig kunne finde nye venner, kan jeg nu finde ud af det? Og så videre. Det kan udvikle sig til en bekymring, siger Helle.

Tag en snak om det

Hun opfordrer til, at man tager en snak om forventningerne i familien. At forældre lytter til deres børn, og at de tager kontakt til skolen, hvis der er mere alvorlige bekymringer, der skal tages hånd om.

Alle elever vil også blive indbudt til en individuel samtale med deres kontaktlærer.

- Vi vil gerne vide, hvad hver enkelt elev tænker om det at vende tilbage, så vi kan tage en snak om det, siger Helle.

Hurtigt tilbage til hverdagen

Hun tilføjer, at skolen vil arbejde på at få en så normal hverdag som muligt op at stå. 

- Vi vil lave en masse fællesskabsskabende aktiviteter for at få sammenholdet etableret igen, men det vil være i en balance, så der også bliver tid til at være sammen med kammeraterne.

'Mest af alt holder jeg af hverdagen', har Dan Turrell udtrykt det. Og det er vores elever tilsyneladende enige i. Flere elever har under nedlukningen sagt, at det, de savnede mest faktisk bare var hverdagen og det at være sammen om helt almindelige hverdagsting som at spise sammen. Og at det kom lidt bag på dem.

- Det har vi lagt os på sinde, så skemaet bliver med god plads til bare at nyde at være sammen igen.

De individuelle samtaler er planlagt til at finde sted tirsdag 2. marts over en medie, som kontaktlæreren oplyser.

 

 

 

_C0P0514.jpg

'Mest af alt holder jeg af hverdagen' siger Dan Turrell. Og det gør eleverne også. Men hvordan kommer man tilbage til hverdagen efter nedlukningen?

Læs flere gode historier om Midtjysk Efterskole