Hjælp, der er en teenager i huset

Vi er kommet til den tid på året, hvor vi for alvor mærker, at vi har 142 teenagere i huset med alt, hvad det indebærer.

Bygningerne dirrer af aktivitet. Performanceuge, kordag, fodboldstævne.... og kæphestevæddeløb. Intet er for stort, og intet for småt.

I weekenden var mange elever ude at samle ind til fordel for verdens flygtninge, og det er dejligt at mærke deres energi og engagement.

Vi kan ikke nævne alle de ting, der sker, men håber, at I forældre følger med, så godt i kan. Vores fotoalbum på Flickr giver et godt overblik, og så er vi jo også at finde på de sociale medier, hvor det langt hen ad vejen er de unge selv, der lægger ting op.

Nogle prøver reglerne af

Vi konstaterer også, at det er den tid på året, hvor nogle elever prøver skolens grundregler af. Det resulterer desværre i, at vi får nogle forstyrrelser. Der er elever, der ikke kommer til tiden, der er nogle, der ikke holder deres sengetid, og der er nogle, der ryger eller tager snus. De unge er ved at finde ud af, hvad kulturen på Midtjysk er, og hvad vi mener, nå vi siger, at vi vil have fællesskab - ikke udenforskab.

Vi har en meget livlig drengegruppe, som har høj  status, og som ofte udfordrer forskellige regler og aftaler.
Hele holdet har svært ved at komme til tiden, overhovedet at møde, overholde og respekterer os og hinanden. Vi har haft flere situationer, hvor der er blevet mobbet og eller lavet 'sjov' med hinanden.

Nogle situationer opstår, fordi eleverne ikke forstår hinandens grænser og ikke kan afkode situation og reaktion. Andre ser vi som mobning – men processen mod at få eleverne til at se det samme, som os, kræver tid og nærvær samt god pædagogiske indsigt og handling.

Vi håndterer selvfølgelig de disciplinære udfordringer, der opstår, men vi vil gerne gøre det i samarbejde med jer derhjemme. Det er noget at det, vi lægger op til på den annoncerede forældreaften med titlen 'Hjælp, der er en teenager i huset'.

Venlig hilsen
Bo og Helle

Hjælp, der er en teenager i huset!

De unge er ved at finde ud af, hvad kulturen på Midtjysk er, og hvad vi mener, nå vi siger, at vi vil have fællesskab - ikke udenforskab.

Læs flere gode historier om Midtjysk Efterskole